Konsultation samme dag

Det er vores mål, at man altid kan få en tid samme dag ved behov.
Der vil man få en vurdering af om der er tale om et alvorlig eller farligt problem, og der vil blive iværksat de første undersøgelser hvis det er nødvendigt. Man vil så typisk få en tid til opfølgning, men mindre naturligvis problemet er løst. For at kunne tilbyde alle en tid samme dag, vil disse tider være korte og meget fokuserede på den aktuelle problemstilling.

Planlagt konsultation

Kontrol af kroniske sygdomme, børne- og graviditetsundersøgelser samt undersøgelse for ikke-akutte problemer foregår ved planlagte konsultationer. Det er vores mål altid af forsøge at undersøge og behandle problemer ud fra en høj standard, og dette betyder vi normalt vil fokusere på et enkelt emne ved en konsultation. Det er ikke umuligt at få håndteret mere end et emne ved en konsultation (ved tidsbestilling står der en ting, men det er fordi der ikke er plads til en længere forklaring) men det kan være svært indenfor den tid der er afsat. Man kan i udgangspunktet ikke få afsat ekstra tid.

Attester

Attester er meget forskellige og kræver forskelligt tidsforbrug. Kørekortsattester kan bookes på hjemmesiden, men attester til forsikring, kommunen, udenlandske eller danske uddannelsesinstitutioner etc etc kan kun bookes per telefon da vi skal vide hvilken attest der er tale om før vi kan booke.

Telefonkonsultation

Telefonkonsultationen er dagligt mellem 08.00- 09.00, dog ikke torsdag. Her kan man blive stillet igennem til lægen ved behov, alternativt ringer han tilbage hurtigt – standard ved behov for vurdering eller diskussion er her video via appen MinLæge. Disse tider bedes forbeholdt rådgivning om akut opstået sygdom hvor man ikke ønsker en samme-dags konsultation. Desuden kan man diskutere særlige prøve- eller undersøgelsessvar. Hvis man ønsker samme-dags konsultation, ringer man også og får en tid hos sekretæren.

Der vil som hovedregel aldrig blive udskrevet antibiotika eller vanedannende medicin per telefon uden konsultation.

Husk at almindelig tidsbestilling og receptfornyelser foregår via Sekretæren kl. 09.00- 11.00 eller via hjemmesiden.

Tidsbestilling og receptfornyelse

I tidsrummet kl.09.00 – 11.00 modtager Sekretæren tidsbestillinger og receptfornyelser samt oplyser resultatet af almindelige prøver og undersøgelser.

Efter kl. 11 kan man undtagelsesvist kontakte klinikken, fx. ved mistanke om akut, meget alvorlig sygdom som ikke kan vente til dagen efter som fx. mistanke om blodprop, meget sløvt feberbarn og lignende. Da vi på disse tidspunkter er optaget af patienter foregår dette via en mobiltelefon direkte til lægen (man afbryder en konsultation), nummeret oplyses på klinikkens telefonsvarer.

Kommunikation via hjemmesiden

Under “Selvbetjening” kan du bestille tid, forny recepter, modtage prøvesvar og skrive korte spørgsmål til lægen som du også kan via appen MinLæge. Der vil som hovedregel blive svaret inden for 24 timer med mindre vi holder lukket, typisk svares flere gange om dagen Det er også her du kan læse beskeder fra lægen. Klik på menupunktet og opret dig som bruger, det er let.

Kommunikation via App

Klinikens App kan downloades fra forsiden, her kan man bestille tider eller se eller rette dem, skrive eller se beskeder samt genbestille medicin og lave videokonsultation (efter booking).

Sygesikringsbevis/Sundhedskort

Husk altid at køre det gule kort igennem, så er risikoen for at vi overser dig og du få urimelig lang ventetid meget mindre. Du synes det er træls med ventetid…og det synes vi bestemt også.

Henvisninger til ydelser over sygesikringen (speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog på bestemte indikationer)

Udstedelse af en henvisning til en sygesikringsbetalt ydelse vil altid kræve en konsultation med mindre der er helt specielle forhold.

Fornyelse af henvisninger som led i forløb ved speciallæge, fysioterapeut osv. forudsætter at status fra behandleren sendes til os inden som beskrevet i samarbejdsaftalerne.

Henvisninger til ydelser under privatforsikring

I de tilfælde hvor der ville være mulighed for henvisning over sygesikringen er det som ved disse og man får en kopi til sit forsikringsselskab.
Nogle forsikringer dækker ydelser man ikke kan henvises til over sygesikringen. Det kan være psykologbehandling hvor sygesikringskriterierne ikke er opfyldt, akupunktur, kiropraktor eller lignende. Hvis man har behov for en sådan er der ikke tale om en henvisning som er dækket af sygesikringen, men en lægeerklæring som skal betales af forsikringsselskabet eller af en selv. Dette er besluttet af sygesikringen. Normalt skal forsikringsselskabet sende mig en speciel attest (Attest FP710). Hvis man har denne attest fra forsikringsselskabet sender vi regningen til dem, ellers er det egenbetaling som enhver anden lægeerklæring. Se under punktet Forsikringshenvisninger.

Udeblivelser

Vi arbejder hårdt i klinikken på at man ikke skal sidde og vente længe efter man skulle have været inde. Derfor er det som hovedregel ikke muligt at se lægen hvis man kommer for sent til sin tid, da andre jo så skal sidde og vente. Man vil naturligvis kunne få en ny tid.
Enhver kan glemme en aftale, men ved gentagne udeblivelser vil man ikke kunne bestille tid. Ved behov for at blive set af lægen kan man i så fald møde om morgenen kl. 9, og vi vil så putte en ind når vi har tid. Der vil altid kunne findes et “hul” i løbet af dagen, men i nogle tilfælde først når de andre patienter er set. Dette er naturligvis undtagelsen, men gentagne udeblivelser at uacceptable da de blot giver unødvendig ventetid for både patienter og læge.

Lægevagten / Lægen er væk!

Efter kl. 16 samt i weekenden og på helligdage kan lægevagten kontaktes på tlf. 70113131. Lægevagten er fysisk placeret ved Indgang J3 på Skejby Sygehus (Samme sted som Skadestuen). Man skal altid ringe før man møder op, ellers kan man ikke blive set på.
Du kan læse om fornuftig brug af lægevagten på www.laegevagten.dk. For gode råd kan du også se vores links-samling her på hjemmesiden.

Ved kurser eller besøg ude af huset henviser vi til gode kolleger. Længere tids fravær til kurser eller ferier adviseres på hjemmesiden. Det vil altid fremgå af vores telefonsvarer hvilken kollega der henvises til.